The Liquid Self

Sociale medier behøver ikke være sådan, som de er nu. Sociale medier er unge med vokseværk, og vi bør fortsat sætte spørgsmålstegn ved normerne og skubbe disse nye medier til nye højder. Mit første indlæg her på Snapchats blog satte passende spørgsmålstegn ved antagelsen om, at de sociale mediers indhold er blevet permanent. Permanent indhold er bare én mulighed, et valg med vidtrækkende implikationer, og det er ikke nødvendigt. Her vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en af de vigtigste konsekvenser af indholdets vedvarende karakter: profilen på de sociale medier.

Den velkendte profil på de sociale medier er en samling af oplysninger om dig og/eller skabt af dig, som regel sammen med andre, som du er forbundet med. Profilerne opbygger identitet på mere eller mindre begrænsende måder: Rigtige navnepolitikker, lister af information om vores præferencer, detaljerede historier og aktuelle aktiviteter opbygger sammen et yderst struktureret sæt af kasser, som du kan klemme dig selv ned i. Derudover, som vores dokumenterede historier vokser, vokser profilen både bogstaveligt i størrelse og også i vægt i vores tanker og adfærd.

Profilen på de sociale medier forsøger at overbevise os om, at livet, i al dets flygtighed, også bør være dens simulering; de flygtige levede oplevelser skal omdannes til en samling af adskilte, diskrete objekter, der skal smides i profilkasserne. Profilens logik er, at livet skal indfanges, bevares og placeres bag glas. Den beder os om at være samlere af vores liv og at skabe et museum for os selv. Øjeblikke bliver revet ud, opstillet, kvantificeret og rangeret. Permanente sociale medier er baseret på sådanne profiler, hvor hver eneste er mere eller mindre indsnævrende og opstillet. En gentænkning af permanensen betyder at genoverveje denne slags social medieprofil, og den giver mulighed for en profil, ikke som en samling, der bevares bag glas, men noget mere levende, flydende og foranderligt.

***

Det er ikke udelukkende dårligt at opdele identitet i kategorier på sociale medier, og mit formål her er ikke at argumentere for, at de skal forsvinde, men snarere spørge, om de kan gentænkes, ændres til en valgmulighed og måske ikke være defaulten? Kan man lave sociale medier, der ikke beder os om at dele os selv op i så mange identitetskasser, i og med at mennesker og identitet i sig selv grundlæggende er flydende og foranderlige?

For at nå til det så lad os et øjeblik tænke på den almindelige, og udpræget moderne, kulturelle sandhed, man finder i eventyr, selvhjælpsbøger og hverdagsråd, der siger, at vi skal være tro mod os selv. Vi skal opdage og være tro mode den sande, oprigtige version af den, vi er. Det kan ofte være et godt råd, men hvis du krummede tæer, da du læste ordet “oprigtig” nær så meget, som jeg gjorde, da jeg skrev det, så ved du allerede, at det råd kan efterlade begrænset plads til andet end bare at have et selv, uanset tid og sted, og som sådan medfører en risiko for at hæmme forandring. Der er en anden tankegang – en som forstår identitet som aldrig konsolideret og altid under forandring. I stedet for et enkelt, uforanderlig selv, kunne vi måske overvej et 'flydende selv', mere verbum end substantiv.

Jeg ved godt, det er abstrakt, og vi gør ikke op med denne filosofiske debat på en blog, men internettet har spillet en interessant rolle i spændingsfeltet mellem identitetssammenhæng og forandring. Fortællingen er efterhånden velkendt: Internettet opstod fuld af muligheder for at gentænke, hvem vi er ved at bryde med geografisk placering, fysisk kunnen såvel som faktorer som race, køn, alder og endda art [selvom denne afledning altid kun var en fantasi]. New Yorker tegneserien jokede med, at "På internettet ved ingen, at du er en hund". Som vi ved, blev internettet imidlertid konventionelt og kommercielt. Det blev normalt, og på et eller andet tidspunkt blev spontan anonymitet erstattet af konsekvent identitet. Nu hvor alle ved, at du er en hund, er det svært at være noget andet.

Sociale medier har sat en tyk streg under vores egen identitet, der konstant bliver optaget, altid bliver indsamlet, opbevaret og præsenteret for os igen på en evigt tilgængelig profil for os selv. Ja, identitet kan være en kilde til vigtighed, betydning, historie og glæde, men i dag ophober identitet sig hurtigt, og den øger eksponentielt vores kontakt med os selv. Profilbilledet, baggrunden, det du synes godt om, det du gør, hvem dine venner er, det fører alt sammen til en uendelig og evigt voksende selvovervågning, som er kombineret med en sund dosis af også at blive set af andre. Hvad der i et åndedrag kan være “selvudfoldelse”, kan i det næste være “selvpatruljering”, når den du er (og dermed den du ikke er) i stigende grad bliver del af hverdagen.

Der er fare for, at selvudfoldelse, når den puttes i permanente kategorikasser (digitale eller andet), i stigende grad opsætter begrænsninger. På grund af presset for at være “sand", oprigtig, og “tro mod dig selv" som nævnt ovenfor, kan denne kæmpe bevisbyrde for ens eget selv blive begrænsende og hæmme identitetsforandring. Min bekymring her er, at nutidens dominante sociale medier for ofte bygger på præmissen (og idealet) om at have ét, sandt, uforanderligt, stabilt selv og derfor mislykkes med at omfavne leg og revision. Det er opbygget omkring logikken bag yderst strukturerede kasser og kategorier, mest med kvantificering der numerisk rangerer alle facetter af vores indhold, og denne netmønstrede dataindsamlingsmaskine omfavner simpelthen ikke ubesværet den virkelighed, at mennesker er flydende, foranderlige og rodede på både tragisk og vidunderlig vis.

***

Selvom sociale medier er i ungdommen, mangler de stadig ubesværet at indarbejde selve ungdommen. Jeg mener ikke specifikt unge mennesker men derimod den type forandring og vækst, som er sund uanset alder. Standarden med at pålægge brugere på de sociale medier permanent at optage og fremvise sig selv skader den uvurderlige betydning af identitetsleg. Sagt på en anden måde: mange af os ønsker os sociale medier, der er mindre ligesom storcentret og mere ligesom parken. Parken er underlagt langt færre standarder, begrænsninger og regler, og er, ja, et sted, hvor du måske ville gøre noget lidt dumt. Man får hudafskrabninger. Men fejl bør ikke undgås for hver en pris, som er det, der dominerer forespørgslen fra de permanente sociale medier, hvilket resulterer i konstant over-angst om, hvad der bliver slået op. Det ville være en sund forbedring af eksisterende sociale medier at skabe platforme, der giver mere plads til at begå sig, uden at adfærd altid definerer, hvem man er og hvad man kan. Idéen om ukontrollerede rum for udtryk kan være skræmmende, men manglen på samme rum er meget mere bekymrende. *

Dominerende sociale medier har indtil videre taget et standpunkt, efter min mening et radikalt et, for en version af identitet, der er meget kategoriseret og allestedsnærværende, en der fremtvinger et ideal om en enkelt, stabil identitet, som vi konstant skal stå over for. Det er en filosofi, der ikke fanger selvets virkelige rod og fluiditet, der ikke fejrer vækst og er især dårlig for de mest socialt udsatte. Jeg spekulerer på, hvordan vi kan skabe sociale medier, der ikke altid forstærker vores eget forhold til os selv med identitetskasser. Jeg tror, midlertidige sociale medier vil give os nye måder at forstå den sociale medieprofil, en der ikke består af liv, der er hugget op i frosne, kvantificerbare stykker men i stedet noget, som er meget flydende, foranderligt og levende.