Teknologi formår at gøre tid vigtig og forvirrende på en og samme tid.
Kommunikationsteknologier fra tale til skrift til lydoptagelse og syn forstyrrer det midlertidige ved at blande fortiden, nutiden og fremtiden på uforudsigelige nye måder. Dette kaotiske brud med midlertidighed er en del af interessen for sociale medier – eller det er i hvert fald det, der interesserer mig. Helt konkret det faktum, at de eksisterende sociale medier har en specifik, og besynderlig, indstilling til tid: en formodet uundgåelighed af at optage næsten alting for altid.
De fleste af vores personlige forståelser af, såvel som forskning om, sociale medier antager, at det, vi gør online, kan være og sandsynligvis er permanent. Det billede, jeg lagde op i dag, vil stadig være der i morgen. Nogle gange er det en tilfredsstillende tanke: at vi en dag kan se tilbage på dette øjeblik med glæde. Nogle gange er det en forfærdelig tanke, at noget, vi gør nu, vil forfølge os senere. Selvom der er nogen forskning på sletning af indhold på de sociale medier–for eksempel danah boyds fantastiske arbejde på "white-walling", hvor brugere periodisk sletter deres indhold–antager de fleste, at indhold på de sociale medier for det meste er permanent. For eksempel påpeger Rob Horning med rette, at "selvet" i stigende grad er forbundet med data og dokumentation fra de sociale medier med argumentet,
allestedsnærværende overvågning bliver den grundlæggende kendsgerning om subjektivitet fra nu af. Der vil ikke være nogen selvopfattelse, der ikke tager højde for, hvordan selvet er blevet eller vil blive optaget, hvordan det selv vil fremkomme som kulturgenstand i online søgninger
"Optaget" og "kulturgenstand" er i den grad passende termer nu, og det førstnævnte antager det sidstnævnte. Men skal optagelse altid ses som en uundgåelig fremtidig kulturgenstand? Skal vi fortsat antage, at indhold på de sociale medier skal vare for evigt? Jeg er nysgerrig omkring, hvad der sker med identitet, hvis sociale medier lægger vægt på mere kortvarige optagelser og i stedet fokuserer på noget mere midlertidigt. Det ville være en identitet med mindre fokus på sig selv som en konstant "kulturgenstand", en mindre nostalgisk forståelse af nutiden som en potentiel fremtidig fortid og i stedet en identitet, der er lidt mere af nutiden, for nutiden.
Hvad hvis vi simpelthen gentænkte hele ideen om de sociale mediers formodede permanens? Hvad hvis sociale medier, i alle deres former, var forskelligt orienteret mod tid ved tilsigtet at fremme det midlertidige? Hvordan ville de forskellige sider for sociale medier se ud, hvis kortvarighed var defaulten og permanens højest en valgmulighed?
Det er nemt at undervurdere betydningen af at tilføre mere kortvarighed til sociale medier. Men det at gøre sociale medier mere midlertidige ændrer grundlæggende vores forhold til online synlighed, til datasikkerhed, indholdsbesiddelse, "retten til at glemme." Det ændrer funktionen af social stigmatisering, skam og identitet i sig selv.
Udover "retten til at glemme", hvad så med den mulige udhuling af forpligtelsen til at huske?
***
Vi tænker på, hvordan en gymnasieelevs navn vil fremgå i søgeresultater flere år ud i fremtiden, eller hvordan folketingskandidater vil gå imod deres egne tidligere onlineprofiler. Den almindelige udtalelse, "Jeg er så glad for, jeg ikke havde sociale medier, da jeg var ung!" er bestemt en måde at fastsætte, hvor stort et problem vores nutid vil være, når den bliver udgravet i fremtiden. Beskeden er ofte, at vi skulle skamme os over, hvad vi gør, at hvad vi skaber nu vil føre til stigmatisering i fremtiden.
Det er meget vigtigt at anerkende den skade, som permanente medier kan medføre – og at denne skade ikke er jævnt fordelt. Dem med ikke-normative identiteter eller som ellers er socialt sårbare har meget mere på spil med en højere sandsynlighed for at støde på de potentielle skader, som tidligere data kan forårsage via udskamning og stigmatisering. Når sociale medievirksomheder begår privatlivsfejl, er det ofte folk, som ikke er heteroseksuelle, hvide og mandlige, der betaler den største pris. Det er derfor, bevægelser som retten til at blive glemt er så afgørende.
Der er dog en spænding her: Vi bør være virkelig forsigtige med ikke at udtrykke de mulige fordele ved midlertidige sociale medier som en promovering for at gemme dig for din fortid i skam. Som jeg tidligere har argumenteret,
Når vi bifalder ikke at have optagelser af vores egen pinlige fortid, et dokument over, hvordan vi som individer har ændret os over tid, priser vi ligeså meget den kulturelle norm, der forventer perfektion, normalisering og uændret adfærd. Hvad hvis flere mennesker bar deres tidligere identiteter med mere stolthed? Vi kunne udtvære normen for identitetssammenhæng, en norm, der alligevel ikke er nogen, der lever op til, og omfavne forandring og vækst for det, de er. Måske vil populariteten af de sociale medier tvinge flere mennesker til at konfrontere den realitet, at identitet ikke er og ikke kan være fejlfrit sammenhængende.
Det at fremstille datasletning som om, det handler om at gemme sig fra sin fortid kan måske faktisk fremme stigma af lidt digital snavs, som det at være menneske og forandring er noget, man skal skamme sig over. En sundere holdning til vores dokumenterede fortid ville være at omfavne, hvor forskellige vi var før, selv hvis der er væsentlige fejl. Forandring kunne ses ikke som en fejl men som noget positivt, som bevis for vækst; et identitetstræk frem for en fejl.
***
Jeg vil gerne foreslå en anden måde til forståelse af midlertidige sociale medier, ikke som et skjul for fortiden men som en omfavnelse af nutiden. Jeg begyndte at skrive om Snapchat i et essay for The New Inquiry sidste februar med argumentet, at kortvarige sociale medier som Snapchat forandrer vores daglige vision fra at bruge sociale medier til at fokusere på en række af fremtidige fortider for at omfavne nutiden for dens egen skyld. Selvom det ikke er noget nyt, at vi dokumenterer vores liv, er typerne og graderne af det nyt: Sociale medier, smartphones og resten af vores omsiggribende teknologier til dokumentation opfordrer folk til at se verden i nuet som et potentielt billede, GIF, video, statusopdatering, check-in, der skal arkiveres. Og, vigtigt er, at særligt sociale medier bidrager med et publikum for vores samleobjekter, som til dels er ansvarlig for vores vilje til at dokumentere os selv og andre så grundigt.
Denne kultur for dokumentation i tidsalderen for de sociale medier er opstået som særligt nostalgisk. Fordi det, vi gør på de sociale medier, ofte er ret permanent, har denne dokumentariske vision tendens til at være et sentimental udsyn. De faux-vintage billedfiltre, der har fået nylige digitale billeder til at se ud som om, de var genstand for tidens tand, er et fantastisk eksempel på nostalgien for nutiden, der finder sted, når næsten ethvert øjeblik kan blive husket så perfekt. Permanente sociale medier opfordrer til en forståelse af nutiden som dokumenterbar. Omvendt, er midlertidige sociale medier anti-nostalgi, der lader nutiden være god nok, lige hvor den er.
På grund af dette har midlertidige sociale medier et kompliceret forhold til hukommelse. En del af appellen ved permanente sociale medier er evnen til at kigge tilbage og huske så meget af vores liv. Men logikken om, at jo mere vi gemmer, jo mere husker vi, kan bryde sammen på et niveau af hyperdokumentation, og måske huske mindre, hvis tingene er perfekt optaget. Ved at aflaste minder og noget af huskearbejdet til databaser, har vi ikke rigtig brug for at huske den der ferie, fordi den er blevet så gennemgående dokumenteret i tykke digitale fotoalbums; arkiver, der er så talrige, at de er blevet stadig mere trivielle til det punkt, at du måske sjældent overhovedet kigger i dem. Alternativt kan det ikke at optage noget for eftertiden betyde, at man husker mere. For eksempel kræver Snapchat-nedtællingsuret et akut behov for opmærksomhed; når du kigger hurtigt, kigger du grundigt. Du kan måske ikke huske billedet perfekt, men historien, det fortæller, og følelserne det vækker i dig i det øjeblik bliver meget fremtrædende. Permanente sociale medier fokuserer på et billedes detaljer, hvor midlertidige sociale medier fokuserer på, hvad det betød for dig, og hvad det rørte i dig.
På denne måde kan midlertidige sociale medier også være en modsætning til de sociale mediers ubetydelighed. Typisk var det at dokumentere noget at erklære dets værdighed til opmærksomhed; men når dokumentation udvider sig så eksponentielt, som det forekommer i dag, går noget af betydningen af den. I den nære fremtid vil den nære fortid være mindre knap, fordi den nuværende nutid er så overdådig. Det føles ofte som en basar af banalitet at logge ind på sociale platforme i dag, fordi de daglige samleobjekter, der fylder disse sider i høj grad har udhulet ethvert væsentligt link mellem "dokumentation" og "betydning". Da billeder var mere sjældne, udledte fotografisk dokumentation et vist niveau af betydning, hvor synet af nogen, der spiser en burger, i dag er en joke. Overfloden af fotografisk dokumentation har skabt sit eget modsætningsforhold: det ikke at fotografere et øjeblik signalerer betydning, for eksempel, kan det signalere respekt for et spisested og dit selskab ikke at snappe et billede af din mad. I hyperdokumentationens tidsalder handler billedet specifikt og dokumentation generelt mindre om betydning og mere om banalitet. Midlertidige sociale medier skaber noget meget tiltrængt knaphed, som afbryder cyklussen af dokumentarisk akkumulering ved ikke at lade det ophobe sig. Vi har været samlere af beviset på vores eget liv; der er ingen betydningsfuld arkæologi, når alt bliver gemt.
***
Gør jeg en fetich ud af det kortvarige, nuet, det aktuelle øjeblik? Til en vis grad, ja. Sociale medier er unge, og jeg håber, de vokser fra denne formodede permanens af vores data. Det er på høje tid med en korrektion, en tilførsel af kortvarighed, som er meget tiltrængt. Nutiden skal ikke altid ejes, fastholdes og fastgøres. Nogle gange er det bedst at lade den være og bare lade stå til, lade flere øjeblikke passere udokumenteret og udelt, men kun uden tvungne dokumentariske kasser og kategorier med tilsvarende målestokke, der bliver arkiveret i voksende databaser. I stedet behandler midlertidige sociale medier nutiden mindre som noget, der stræber efter at blive organiseret til et museum men som noget, der kan være ukendt, uklassificeret og ubearbejdet.
Dette er ikke for at sige, at vi bør opgive mere vedvarende dokumentation. Midlertidige sociale medier står ikke rigtig overfor varige sociale medier. Som jeg indrømmer ovenfor, så værdsætter mange af os kunstgenstande fra fortiden. Der er en appel ved en tidslinje over vigtige livsbegivenheder. Men permanens bør heller ikke være standarden, og måske ikke engang defaulten. Lad os hellere anse tid for at være en variabel i et kompleks økosystem af sociale medier, hvor ting ikke så ofte deles for evigt. Ja, mange eksisterende sider har en form for slettefunktion på deres platforme, men hvad hvis flere sociale medier får kortvarighed som en indbygget funktion?
Det er den slags spørgsmål og problemstillinger, jeg vil arbejde med og opfordre andre til at tænke mere over. Internettet betyder ikke enden på forglemmelse; det kræver det faktisk.