Noget, som vi ofte hører om sociale medier i dag, er, at vores næsten konstante fokus på at tage billeder betyder, at vi ikke 'lever i nuet'. Vi burde lægge telefonen fra os og bare opleve livet i stedet for at bekymre os om at dokumentere det. Den følelse antager fejlagtigt , at dokumentation og oplevelse i bund og grund er i strid med hinanden. Dette er et begrebsmæssig levn af, hvad vi plejede at tænke om fotografering, som en kunstgenstand, som indhold nærmere end sådan, som det ofte er i dag, i mindre grad som indhold og i højere grad en deling af oplevelser. Men ikke alle sociale medier er bygget på samme måde, og jeg tror, at vi kan skelne mellem sociale platforme: dem, der er baseret på sociale medier i modsætning til dem, der mere grundlæggende handler om kommunikation.
Forsker Sherry Turkle diskuterer dette på en nylig New York Times debatside og beskriver, hvordan den meget berømte komiker Aziz Ansari møder sine fans på gaden. De vil have et billede med ham, et dokumenteret bevis, men i stedet tilbyder han en samtale om sit arbejde, hvilket er utilfredsstillende for mange fans. Turkle ekstrapolerer mødet som en repræsentation af, hvordan sociale medier generelt fungerer, hvilket, tror jeg, er en væsentlig misforståelse af, og frakobling fra, hvordan folk bruger sociale tjenester i dag. Mødet med en kendt person er et særligt øjeblik, du måske gerne vil have et bevis på. En samtale kan være fin, men med en kendt vil det være noget ensidigt, og de vil sandsynligvis ikke huske dig eller føre samtalen videre på et senere tidspunkt. Det at sammenligne online dagligdagssocialitet med at møde en kendt, som Turkle gør, er upræcist. Selvfølgelig ville mødet med Ansari måske være en situation, hvor nogle ønsker dokumentation mere end en samtale, men digitalt formidlet social interaktion i hverdagen handler ofte mindre om medieobjektet og mere om en gensidig dialog, noget som forskellige sociale tjenester kan opfordre til eller forhindre, alt afhængigt af hvordan de er designet.
Vejen til at forstå fotografering, når det sker på sociale platforme, er ikke at sammenligne det med traditionel fotografering, som handler om at skabe en kunstgenstand, men i stedet at kommunikere selve oplevelsen. Det handler mindre om at skabe medier og mere om at dele sine øjne – synspunktet, oplevelsen i nuet. Atomiseringen af den kortvarige strøm af levet virkelighed til overførbare objekter er der, hvor den traditionelle fotografering slutter, men er blot det sociale snaps metode. Som billeder er blevet næsten komisk lette at lave, er deres eksistens alene som objekter ikke længere særlig eller interessant, de eksisterer derimod mere flydende som kommunikation; en visuel diskurs, der er mere sproglig end formelt kunstnerisk. Social fotografering skal som sådan ikke forstås som en fjernelse fra øjeblikket eller samtalen men som en yderst social fordybelse.
Turkle fokuserer sin analyse på selfies – de billeder du tager af dig selv – med argumentet, at vi udveksler oplevelsen af øjeblikket for dets dokumentation. Men når vi ser selfies ikke som en overflod af selvportrætter men mere som en deling af oplevelser, en kommunikation af, at dette er den, jeg er, jeg var her, jeg følte det her, er almindeligheden ved selfies på ingen måde overraskende eller asocial. Selfies er i vid udstrækning ikke en optagelse af udsædvanligt sjældne begivenheder med berømte mennesker men præcis det modsatte, de daglige øjeblikke, som væver livets stof i al dets mangfoldighed. Et upåklageligt indrammet og perfekt oplyst billede af stranden er en god kunstgenstand, men kan være en ret kedelige talehandling, fordi det samme skud flerdobler sig i sociale feeds, der ser nogenlunde ens ud. I stedet taler selfien udelukkende med din stemme, ingen anden kan tage din selfie, den er din egen stemme-som-billede og er således særlig intim og ekspressiv. Det er intenst i øjeblikket og det er præcis derfor, vi har behov for at dele og se dem.
***
Gennem dette eksempel af moderne billeddeling skelner vi her mellem sociale tjenester, som primært er fikseret på indhold versus kommunikation. Alle sociale medier er, selvfølgelig, begge dele, men ikke alle medier fokuserer lige meget på begge.
Dagens dominerende sociale tjenester er meget optaget af mediegenstanden, den singulære del af oplevelsen, der bliver trukket fra hinanden, gjort diskret, placeret i en profil eller stream, og givet alle slags målestandarder for at kvantificere, hvor mange mennesker, der værdsætter den. Sagt mere enkelt, strukturerer sociale medier deres sider og din oplevelse omkring disse mediegenstande, om det er billeder, videoer, tekstbidder, check-ins og så videre. De er den grundlæggende oplevelsesenhed, som du skal klikke på, kommentere og dele. Et opslået billede og samtalen, der finder sted omkring det, ved siden af hinanden, på skærmen.
Alternativt er et af nøglekomponenterne i kortvarige sociale medier—påskønnet af dets brugere men uudforsket i de fleste analyse—at de afviser denne grundlæggende strukturelle enhed. Der bliver ikke vist kommentarer, hjerter eller likes på en Snap. Med kortvarighed foretages kommunikation gennem billeder i stedet for omkring dem.
Den mediegenstand, for eksempel et billede, er afslutningen på de dominerende sociale medier, men er blot metoden for tjenester, der er kortvarige, som lader mediegenstanden forsvinde og gør den selv samme ting, som andre tjenester er bygget op omkring, undværlig. Ligesom selfies, der hastigt udbredes, er den faktiske fotografiske genstand bare et biprodukt af kommunikation snarere end dens fokus.
Ved at reducere vigtigheden af mediegenstanden, ved at gøre den undværlig, lægges fokus på selve kommunikationen. Det forklarer langt hen ad vejen intimiteten ved en Snap versus et statisk billede delt på en anden side. Andre tjenester, selv deres privatbeskedsfunktioner, er opbygget af og omkring vedvarende mediegenstande. Det er mediet baseret på socialitet, der giver sociale medier deres navn.
Et motiv bliver et billede, til dels, ved at have en ramme. Rammen er hele billedet. Det er sigende, at en Snapchat typisk er uden ramme, full-screen, mere øjeblik end kunstgenstand. Langtfra at dele oplevelsestrofæer og håbe, at kommunikation finder sted omkring dem, lader kortvarige netværk kunstgenstandene forsvinde til fordel for at fokusere på øjeblikkene, oplevelsen, kommunikationen; mere social end medie, mere social end netværk.
Måske er grunden til, at de fleste af vores dominerende sociale medier er blevet fikseret på indhold, på mediegenstande, at indhold kan lagres. Socialitet behandles som information, der kan indekseres, som søgemaskiner gør med internettet. Billeder og resten optages, opbevares og struktureres i profiler for at blive målt og sporet og rangeret. Det gav mening, det var i høj grad det, folk brugte stationære computere til. Måske var det mobiltelefonens fremgang, hvor folk bruger mindre tid på informationssøgning og mere på kommunikation ,der afslørede dette som en mangelfuld model for at strukturere hvad som helst socialt. Jeg konkluderer på en yderst spekulativ note her, men det er absolut tid til at gentænke socialitet så grundlæggende baseret på mediegenstande.
Man kan stadig forstå mediegenstandens appel, og hvorfor vi fortsat ønsker at producere og forbruge disse smukke øjeblikke, der placeres indenfor en billedramme. Bandet, du ser, i deres mest intense øjeblik, solnedgangen, familieforsamlingen, mødet med en kendt komiker: der er absolut en tid og sted for det vigtige billede, gemt permanent. Som jeg ofte diskuterer, arbejder kortvarige og permanente sociale medier mere sammen end imod hinanden. Selv Snaps bliver ofte gjort til store kunstværker.
Men ligeså nemt som det er at påskønne vigtigheden af disse særlige øjeblikke, ligeså nemt er det at undervurdere de tilsyneladende banale øjeblikke indimellem. Dem, som studerer den sociale verden, påskønner kompleksiteten ved det tilsyneladende trivielle. Det, der ofte synes at være de kedelige, banale dele af dagligdagen er i stedet utrolig vigtige. Mindre sociale interaktioner er limen i vores liv: at sige hej, at smile, at anerkende hinanden, vores ansigter, vores ting, og vores humør fra godt til dårligt. Permanente sociale medier har svært ved at fange disse vigtige bagateller på en naturlig måde. Og det er netop der, kortvarige sociale medier udmærker sig; bygget til daglig kommunikation i dens flygtige, ofte sjove, altid vigtige natur. Ved ikke at prøve at behandle det sociale liv, som om det bare handler om at indfange øjeblikke som trofæer, bliver kortvarige sociale medier mere fortrolige, de understreger socialitet i hverdagen, og det er alt andet end trivielt.