Senere i livet fik jeg mulighed for at arbejde og studere i Sydafrika, hvor jeg havde det store privilegium at møde en af mine helte: biskop Desmond Tutu. Jeg var vidne til apartheids hærgen og arven efter racisme, men også den utrættelige indsats for fremskridt og forsoning. I mit afsluttende år på Stanford boede jeg på Ujamaa, der er et kollegium på campus, som er dedikeret til det sorte fællesskab (og hvor størstedelen af beboerne er sorte). Selv på det privilegerede Stanford var der rigeligt at lære om racismens daglige uretfærdigheder i vores samfund.
Jeg fortæller ikke dette for at antyde, at jeg har førstehåndsforståelse for, hvordan det er at være sort i USA, men snarere for at forklare, at jeg personligt i næsten 30 år har været vidne til eller deltaget i den passionerede og vedholdende, velbegrundede og stærke appel om retfærdighed i USA og rundt om i verden. 30 år senere er der på trods af millioner af menneskers opfordringer til forandring meget lidt fremgang at spore. Den økonomiske ulighed i USA har nået et niveau, der ikke er set i næsten et århundrede. Farvede mennesker kan ikke købe ind eller løbe en tur uden frygt for at blive myrdet uden konsekvenser. Kort sagt er det amerikanske eksperiment i gang med at mislykkes.
Jeg deler dette, fordi jeg forstår, med Martin Luther Kings ord, at "optøjer er de ikke-hørte menneskers sprog", og de, der på fredelig vis har advokeret for forandringer i århundreder, har kun set lidt, hvis nogen, fremgang i retning mod den vision om frihed, lighed, og retfærdighed for alle, som USA længe har lovet. Jeg forstår, hvorfor dem, der deltager i optøjer, ikke føler sig hørt.
Ved den første tale, jeg blev inviteret til at holde, efter vi skabte Snapchat, som jeg holdt ved Stanford Women in Business Conference i 2013, tilkendegav jeg, at: "Jeg er en ung, hvid, veluddannet mand. Jeg har været meget, meget heldig. Og livet er ikke retfærdigt." Jeg følte, at det var utrolig vigtigt at sætte ord på mine privilegier og anerkende uretfærdigheden i vores samfund – især foran kvindelige virksomhedsledere, der håndterer disse uretfærdigheder på daglig basis. At anerkende mit privilegium var det første vigtige skridt for mig, fordi det hjalp mig til at lytte. Mine oplevelser som rig, hvid mand er afgjort anderledes end de uretfærdigheder, som vores amerikanske medborgere oplever. At forstå de vanskelige kår, som de, der er anderledes end mig, lever under, har hjulpet mig med at blive en bedre forbundsfælle i kampen.
Den grundlæggende idé bag skabelsen af vores land var forestillingen om, at de kår, du blev født under, ikke fastlagde din livsbane på forhånd. Vores grundlæggere mente, at idéen om, at Gud udvalgte én konge, var latterlig – Gud valgte os alle og elsker os alle lige højt. De ønskede at bygge et samfund, der afspejlede Guds kærlighed og idéen om, at Gud er i os alle. Gud mener ikke, at nogen af os er mere eller mindre værdige til kærlighed.
Når det er sagt, så var de samme grundlæggere, der gjorde sig til talsmænd for frihed, lighed og retfærdighed for alle, overvejende slaveejere. Deres storslåede vision om en nation, der var skabt af folket for folket, blev bygget på et fundament af fordomme, uretfærdighed og racisme. Når vi ikke adresserer dette rådne fundament og dets vedvarende mislykkede forsøg på at skabe muligheder for alle, afholder vi os selv fra at indse vores sande evne for menneskelige fremskridt – og vi vil blive ved med at forfejle den modige vision om frihed, lighed og retfærdighed for alle.
Jeg bliver ofte spurgt af venner, teammedlemmer, journalister og samarbejdspartnere, hvordan vi kan gøre en forskel. Med forståelse for at jeg på ingen måde er ekspert, og at jeg i den modne alder af 29 år har meget at lære om verden, vil jeg herunder dele mit perspektiv på, hvad der skal gøres for at skabe den forandring, vi stræber efter i USA. Vi kan ikke gøre en ende på systemisk racisme uden samtidig at skabe muligheder for alle, uanset deres baggrund.
Jeg tror, at det første og vigtigste skridt er at genbekræfte vores forpligtelse til vores grundlæggeres værdier som nation: frihed, lighed, retfærdighed, liv og stræben efter lykke. Vi må arbejde sammen om at skabe en fælles vision for fremtidig succes og definere, hvordan vi gerne vil have, at USA skal se ud for vores børnebørn. Dette skal være en proces, der involverer alle amerikanere, og som er "by the people, for the people". Hvis vi kan definere den nation, vi ønsker at blive, kan vi begynde at handle og anvende vores værdier til de vitale beslutninger, der må tages for at gøre vores fælles vision til virkelighed.
Vi vil også begynde at definere vores succes ud fra opfyldelse af vores værdier i stedet for tåbelige kortsigtede målestokke som BNP eller aktiemarkedet. Når omkostningerne til sundhedspleje stiger, selv uden en forbedring af den pleje, man modtager, stiger BNP. Hvis der kommer en orkan og smadrer en masse huse, så de skal genopbygges, stiger BNP. BNP er helt grundlæggende en uduelig målestok, der ikke afspejler det, der bidrager til ægte lykke for mennesker. Vores stræben efter lykke skal strække sig ud over stræben efter rigdom.
Vi bør nedsætte en forskelligartet, upolitisk kommission for sandhed, forsoning og erstatning. Vi må begynde en proces for at sikre, at USAs sorte samfund bliver hørt i hele landet, undersøge det strafferetlige system for manglende uvildighed og fordomme, styrke justitsministeriets afdeling for borgerrettigheder og sætte handling bag anbefalinger fra kommissionen i forbindelse med forsoning og erstatning. Der er meget at lære af dem, der har haft modet til at foretage lignende processer som følge af grusomheder rundt om i verden, og vi bør skabe en proces, der afspejler amerikanske værdier og hjælper vores land med at foretage de nødvendige forandringer og hele.
Vi må genstarte "mulighedsmotoren" i USA ved at investere i uddannelse, sundhedspleje og boliger for at gøre disse basale elementer i et frit og retfærdigt samfund mere tilgængelige og økonomisk overkommelige for alle.
Jeg tror, at én af årsagerne til, at iværksætteri i USA er gået så drastisk tilbage siden 1980'erne, er manglen på et tilstrækkeligt socialt sikkerhedsnet. Iværksætteri er afhængigt af, at folk er villige til at tage risici for at starte en virksomhed, hvilket er tæt på umuligt at gøre uden en form for sikkerhedsnet som det, jeg havde. Nutidens potentielle iværksættere er tynget af studiegæld og er underlagt stagnerende lønstigninger og øgede forventninger, der gør det svært at opspare den nødvendige startkapital til at starte en virksomhed.
Det vil blive dyrt at investere i fremtiden for vores land til fordel for vores børnebørn. Det vil være nødvendigt at indføre et mere progressivt system for indkomstskat og en væsentlig højere ejendomsskat, og virksomheder skal betale mere i skat. Samtidig med at vi investerer i fremtiden, skal vi også mindske forbundsunderskuddet, så vi er bedre forberedt på at imødegå eventuelle udefrakommende rystelser i fremtiden i vores omskiftelige verden. Kort sagt skal folk som mig betale meget mere i skat – og jeg mener, at det vil være det værd for at skabe et samfund, der er til fordel for os alle.
Mange af disse forandringer kan være "dårlige" for virksomheder på kort sigt, men da de repræsenterer langsigtede investeringer i folket i vores land, tror jeg, at vi kollektivt vil høste kolossale fordele på lang sigt.
Hvorfor er dette ikke sket endnu? Jeg vil argumentere for, at det simpelthen er fordi, medlemmer af babyboomer-generationen, der udgør det absolutte flertal i alle grene af vores regering, har udvist manglende interesse for at skabe en bedre fremtid for deres børn. I årtier har vores regering bundet sig til en strategi med lånefinansierede skattesænkninger og regelbundne udgifter for at berige deres vigtigste vælgere: boomerne. Faktisk er boomerne indehavere af næsten 60% af den private rigdom i USA. Til sammenligning er milliardærer indehavere af omkring 3%. Med social sikring financierer vi eksempelvis et program, der udbetaler understøttelse til den rigeste generation i amerikansk historie uden nogen form for behovsprøvning.
Der er forskning, som viser, at når en ældre generation ikke kan genkende sig selv i den yngre generation, er de mindre tilbøjelige til at investere i deres fremtid. I USA er cirka 70% af boomer-generationen hvide, mens cirka 50% af generation Z er hvide. USAs demografiske forandring er uundgåelig. Spørgsmålet er derfor, om vi kan arbejde sammen eller ej om at skabe en nation, der bedre afspejler vores grundlæggeres værdier, læger de dybe sår fra vores fortid, stræber efter at udrydde racisme og uretfærdighed og skaber muligheder for alle – uanset hvem de er, eller hvor de er født.
Hvad angår Snapchat, så kan vi simpelthen ikke promovere konti i USA, der er knyttet til folk, der opildner til racevold, uanset om de gør det på vores platform eller udenfor. Vores Discover-indholdsplatform er en kurateret platform, hvor vi bestemmer, hvad vi promoverer. Vi har igen og igen talt om at arbejde hårdt for at gøre en positiv forskel, og vi vil leve op til dette med det indhold, vi promoverer på Snapchat. Vi kan fortsætte med at tillade, at folk, som skaber splittelse, fortsat har en konto på Snapchat, så længe at indholdet, der offentliggøres på Snapchat, er i overensstemmelse med retningslinjerne for brugerne, men vi vil ikke promovere den konto eller indholdet på nogen måde.
Det er aldrig for sent at bevæge sig tættere på kærligheden, og det er mit inderlige håb, at ledelsen i vores fantastiske land vil arbejde hen imod vores grundlæggeres værdier, vores eksistensgrundlag: frihed, lighed og retfærdighed for alle.
Indtil den dag vil vi gøre det klart, at der ikke er nogen gråzone for vores handlinger, når det drejer sig om racisme, vold og uretfærdighed – og vi vil ikke promovere det, heller ikke dem, der støtter det, på vores platform.
Det betyder ikke, at vi vil fjerne indhold, som folk er uenige i, eller konti, der er ufølsomme over for nogen. Der er behov for mange debatter om vores lands fremtid og verdens fremtid. Men der er simpelthen ikke plads til debat i vores land om værdien af menneskeliv og vigtigheden af en konstant kamp for frihed, lighed og retfærdighed. Vi står sammen med dem, der står for fred, kærlighed og retfærdighed, og vi vil bruge vores platform til at promovere det gode i stedet for det onde.
Jeg ved godt, at mange mener, at bare fordi "nogle folk" er racister, eller bare fordi der er "en vis uretfærdighed" i vores samfund, så er vi "ikke alle sammen dårlige mennesker". Min holdning er, at menneskeheden er dybt forbunden, og når én af os lider, lider vi alle. Når én af os er sulten, er vi alle sultne. Og når én af os er fattig, er vi alle fattige. Når en af os muliggør uretfærdighed ved at tie, er det mislykkedes for os alle at skabe en nation, der stræber efter sine højeste idealer.
Nogle af jer har spurgt, om Snap vil bidrage til organisationer, der støtter lighed og retfærdighed. Svaret er ja. Men min erfaring er, at filantropi kun kan gøre et lille indhug i de alvorlige uretfærdigheder, vi står overfor. Vores familie har bidraget og vil fortsætte med at bidrage meningsfyldt for at skabe muligheder for de underprivilegerede og donere til retfærdighedens vogtere, men disse omstændigheder kræver en mere radikal omorganisering af vores samfund. Privat filantropi kan lappe huller eller fremskynde fremskridt, men det kan ikke udfylde den dybe kløft af uretfærdighed alene. Vi må udfylde den kløft sammen som en forenet nation. Forenede i stræben mod frihed, lighed og retfærdighed for alle.
Vi står over for store udfordringer. For at konfrontere USAs tunge arv af vold og uretfærdighed – en arv, som George, Ahmaud og Breonna er de seneste ofre for, med så mange andre unavngivne – skal vi favne markante forandringer. Ikke bare forandring i vores land, men forandring i vores hjerter. Vi må bære fredens lys og dele kærligheden med alle mennesker.
Fred være med jer
Evan